Angst og HSP

Hej Gitte,

Jeg fik for to måneder siden et angstanfald som var meget voldsomt. Siden da har jeg haft flere og er generelt angst i dagligdagen. Jeg har i mange år – ja, siden jeg var barn – følt mig ekstra følsom. Min mor kom altid med stikpillen: Du er også så sensitiv! Når jeg f.eks. blev ked af det over tilsyneladende ligegyldige ting eller var meget lydfølsom og bad om at få skruet tv’et ned osv.

Som voksen har jeg altid følt, at jeg manglede et filter og kan sidde i toget og f.eks. få en fornemmelse for hvordan andre mennesker har det. Jeg bruger mig selv meget, er meget nærværende og indlevende. Mine batterier bliver brugt op og jeg aner ikke hvordan jeg skal tanke op igen. Jeg kan desuden bekymre mig om ALT. Hvilket får mig tilbage til angsten. Jeg har en teori om, at mange af os med angst samtidig også er hypersensitive. Hvad mener du om den teori? Jeg føler i hvert fald at det passer 100% og kan sige ja til stort set det meste i selvtesten.

I kraft af mit virke som yogalærer har jeg lært at tøjle min sensitive side. Jeg har dog til trods for det altså udviklet angst. Jeg har oplevet flere traumatiserende ting i mit liv som har sat sig på min krop og sjæl. I mange år har jeg slået det hen med, at det ”jo slet ikke var så slemt” og at ”jeg er også bare er så sensitiv”. Disse traumer har sat sig godt fast og altså udviklet sig til angst.

mvh

Kvinde, 40, yogalærer, Sjælland
Kære Yogalærer

Tak for din mail. At have angst er meget ubehageligt og kan ende med at styre hele ens liv. Det er rigtigt at en del sensitive har angst i større eller mindre grad. Det hænger sammen med vores modtagelighed og ofte ikke så gode ”evne” til at sætte grænser. Det kan også hænge sammen med at man ikke får udtrykt sig og ikke får sagt til og fra i sit daglige liv. Men også handle om overstimulering af for mange indtryk, eller noget hvor man ikke er enig og frygter fremtidige konsekvenser. Og meget meget mere……………..Det der er vigtigt med angst, find, søg og få hjælp. Angst der ikke bliver ”håndteret” kan brede sig som ”ukrudt”

Som du beskriver hvordan du har det, lyder det som du har gjort en masse godt for dig selv, men at der skal mere til for at du kan få bugt med din angst. Du skriver også at du har tidligere traumer med dig og de er vigtige at få bearbejdet. Jeg vil derfor anbefale dig at søge professionel hjælp. Du kan tale med din læge. Men jeg kan også foreslå dig at kontakte Athina Delskov, der er formand i HSP-foreningen. Hun kender til det sensitive, er psykolog og chok-traume-uddannet og bor i nærheden af dig.

Jeg håber dette giver dig mod og håb om at der er en vej ud af angsten, men du har brug for hjælp……så du kan leve i balance og positiv accept af at være et sensitivt menneske

Kærlig hilsen

Gitte